Hvad er LAndbruget.nu?
Landbruget.nu er en sammenslutning af Bæredygtigt Landbrug, Danske Svineproducenter og Danske Mælkeproducenter. Vi har valgt at gå sammen om et fælles formål:
Bevare vores stolte og stærke fødevareproduktion i Danmark.
Vores ønske er at indlede en åben dialog om, hvordan vi bedst kan værne om klimaet, landbruget og de danske fødevarer på samme tid.
Vi anerkender, at der indføres en CO2-afgift på landbrugets brug af fossile brændstoffer på lige vilkår som andre industrier. Men hvis Danmark som det eneste land i verden, vælger at lægge en afgift på, at dyr trækker vejret, forringer det konkurrenceevnen for en af verdens mest klimaeffektive fødevareproduktioner uden, at det gavner det globale klima.
Der er stor forskel på at producere varer på en fabrik, hvor man kan installere filtre på skorstenene, eller skifte fra naturgas til biogas eller elektrificere transporten. I landbruget kan man ikke sætte strøm til en ko eller montere et filter på en gris. Med andre ord, er præmissen grundlæggende anderledes, når man arbejder med naturen.
Det vigtigste for os er, at vi i Danmark bevarer vores stærke fødevareproduktion. Det betyder ikke, at landbruget ikke skal omstille sig. Tværtimod betyder det, at landbruget ligesom alle andre erhverv skal blive bedre hver eneste dag, men en CO2-afgift skal ske dér, hvor det giver mening.